torsdag den 21. maj 2015

Et feltstudie i moderne skoleudvikling - Episode 3: Min rolle som antropologisk researcher

Det er min erfaring, at jo mere åben jeg er, jo nemmere er det for dem jeg møder at være åbne og ærlige overfor mig. I den her situation var jeg dog tilbageholdende over for den fremgangsmåde, fordi det at være homoseksuel og agnostisk ateist ikke nødvendigvis er den bedste måde at passe ind på en kristen skole.


Det er en god idé ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed når man gerne vil observere andres adfærd under "helt almindelige" omstændigheder. Ind imellem ville det ligefrem være smart hvis man kunne lave en "hulubulu", selvom der ville være utrolig mange etiske problemer forbundet med at observere folk uden at de selv er klar over det. At observere folk uden de selv ved det, lader vi lande og stater om, som pædagogiske antropologer vil vi hellere deltage og reflektere over, hvad vores tilstedeværelse betyder, for de omgivelser vi forsøger at beskrive.

Hvem, hvad, hvor?
For at observere det fysiske læringsmiljø og lærernes samarbjede, forsøgte jeg, i første omgang at indtage en positition som en ny lærer på skolen. Alle nyansatte Primary School lærere på NBCS starter i The Zone, så på den måde ville det være naturligt. I rollen som ny lærer ville jeg kunne stille en masse spørgsmål og mærke på egen krop hvordan det er at arbejde i miljøet. Derudover ville det signalere et tilhørsforhold hos lærerne frem for ledelsen, hvilket var vigtigt for mig.

Desværre slog det total fejl. Jeg kunne slet ikke lade være med at blande mig og fokuserede alt for meget på, hvad børnene havde brug for, frem for at observere hvordan de andre lærere gjorde. Heldigvis havde jeg planlagt mit feltstudie så der var 2 ugers ferie efter min første uge før resten af mine tre måneder løb af stablen, den tid blev brugt til at genoverveje min rolle i felten inden jeg kastede mig ud i det igen.

Flere metoder
Jeg valgte fortsat at stille mig blandt lærerne, og jeg brugte al min tid med dem. Jeg spiste frokost med dem, holdt pauser med dem og i timerne, der bevægede jeg mig rundt i læringsmiljøet eller arbejdede i deres forberedelsesrum, hvorfra jeg kunne observere en stor del af læringsrummet, og tale med dem, der forberedte sig når de havde tid.

Jeg brugte forskellige metoder, som kan hjælpe forskere med at afdække feltet fra forskellige perspektiver. Jeg fandt, at det hjalp mig med at afsløre forskellige temaer i felten. Afhængigt af hvilken metode jeg anvendte blev mit fokus rettet mod forskellige aspekter af samspillet mellem lærerne eller mellem lærerne og det fysiske miljø. Derved fik jeg mulighed for at beskrive forskellige oplevelser og nyt materiale opstod hele tiden. Det er afgørende at man bruger en variation af metoder hvis man ønsker et bredt perspektiv. Jeg valgte alle mine metoder så jeg kunne holde mit fokus på den beskrivende side og ikke søge at forstå lærerne intentioner bag deres handlinger, det mener mange forskere er vigtigt når du laver etnografisk forskning og det viste sig også at være det helt rigtige for mig og det materiale jeg fik med hjem.

Sjovt og overraskende
Det var helt vildt sjovt og spændende at få lov til at være med i The Zones hverdag og prøve at beskrive den så godt jeg kunne. Ud over at få en enkelt midlertidig arbejdsskade fordi jeg konstant gik rundt med en iPad i venstre hånd, blev ingen dyr eller mennesker skadet under udførelsen af mit studie.

Fordi det lykkedes mig at være åben overfor hvad jeg oplevede, i stedet for at skulle bevise eller afvise teorier om stedet eller metoderne, blev jeg overrasket flere gange. Efter jeg er kommet hjem og begyndt at arbejde med materialet har jeg gjort nye opdagelser og jeg glæder mig til at dykke rigtigt ned i det.

Jeg vil løbende skrive om mine opdagelser her på bloggen, efterhånden som jeg begynder at analysere mit materiale i løbet af sommeren. Jeg har i mellemtiden været på Søgårdsskolen, der er en specialskole i Gentofte, og lave observationer med henblik på lyd, det kommer I også til at kunne læse mere om. Hvis I er interesserede i at se andre projekter jeg laver i LOOP.bz så gå på vores hjemmeside (hvor der iøvrigt også er link til flere billeder fra NBCS).


Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. I løbet af året vil jeg dele mine opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller bidrage med tanker ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.


torsdag den 9. april 2015

Et feltstudie i moderne skoleudvikling - Episode 2: Organisationen og deltagerne

I The Zone er det ikke som jeg kender det fra tidligere oplevelser og erfaringer. Dog er der bidder jeg kan genkende og derfor virker det stadig familiært, og fremmed på samme tid når det sættes sammen. I det følgende vil jeg beskrive organisationen af The Zone og de daglige deltagere, lærerne og eleverne.


I Australien er det almindeligt
at gå med skoleuniform
Der er ca 180 elever og 7 faste lærere der hører til og arbejder i The Zone hver dag. Eleverne er 5. og 6. klasses elever, dvs de ældste i den del af skolen der er primary school. Efter sommerferien som ligger hen over jul, skal 6. klasse i high school. Det vil sige nye lærere og nyt system. I high school er undervisningen fagopdelt og det er lærerne også, ligesom i den danske folkeskole. I Australien er organiseringen i primary anderledes end herhjemme. Man har 1 lærer per klasse der er ansvarlig for stort set alle fag. Denne klasselærer har klassen et år ad gangen og har kun denne klasse. Primary er delt op i tre Stages: Stage 1 for de mindste elever, Stage 2 for de mellemste og Stage 3 for de ældste. The Zone er Stage 3. Når man slutter i 6. klasse så færdiggør man et vigtigt step i sin uddannelse og det bliver fejret med middag og diplom og alt hvad dertil hører.

Alternativ organisering
I The Zone har man valgt at organisere sig anderledes. Her har de 6 klasser tilsammen 6 lærere der står for undervisningen sammen. Hver klasse har en kontaktlærer, men bliver ikke nødvendigvis undervist i sin klasse med denne lærer hele tiden. Ud over de 6 lærere er der 1 RFF (relief from face to face) lærer, der varetager undervisningen i stedet for klasselærerne, når de har andre opgaver de skal tage sig af. Udover de 7 faste lærere, er der en sproglærer og en særlig-behov / støtte lærer der arbejder med børnene på skemalagte tidspunkter.


Lærernes samarbejde og arbejdstids aftaler
The Zones lærere arbejder som et team, både i planlægning og udførelse. De har et fælles arbejdsrum der ligger i det ene hjørne af The Zone hvor de forbereder sig og har møder i løbet af dagen.

The Zone gjort klar til Primary lærermøde.
Uden for undervisningstiden holder de deres møder i de samme fysiske omgivelser i The Zone som børnene arbejder i. Hver mandag er der en Profesional development session for alle lærerne på skolen, både primary og secondary, fra 15.30-16.30. Derudover er der hver onsdag officielle møder i teamet, hver anden uge i Primary teamet og hver anden uge i Stage-team'ene også fra 15.30-16.30. Lederne af de 3 Stages mødes med den pædagogiske ledelse på skolen hver onsdag fra 16.30-17.30.

Den officielle arbejdstid på skolen for lærerne er 8.30-16.30 hver dag. I de 3 måneder jeg var der så jeg enkelte lærere gå før hvis de havde en aftale der ikke kunne ligge anderledes (fx med lægen, eller barn syg). Jeg oplevede at de fleste lærere i The Zone mødte ind omkring kl 8 og aldrig senere end 8.10. Undervisningstiden for eleverne er fra 8.50 -15.00


Værktøjer og materialer


På NBCS bruger de flere platforme for at hjælpe med at skabe en blomstrende læringsmiljø og for at lette og tilrettelægge kommunikationen i alle niveauer.

I stedet for bøger bruger de fotokopier, Moodle, Edmodo og Google Drev som deres værktøjer og materialer. Her kan kommunikeres med både elever, forældre, ledelse og andre lærere. Det pædagogiske rum består af et fysisk, et socialt og et virtuelt rum.

Jeg havde ikke adgang til ​​den virtuelle kommunikation, derfor handler mit feltstudie ikke om den del af verdenen i læringsrummet. I næste blog vil jeg komme nærmere ind på min egen rolle i felten og mine umiddelbare udfordringer.


Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. Henover foråret vil jeg dele mine oplevelser og opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller deltage ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.

mandag den 23. marts 2015

Et feltstudie i moderne skoleudvikling - Episode 1: Stedet

NBCS har gennem de sidste 8 år arbejdet på at udvikle deres pædagogiske og fysiske miljø til et mere åbent, samarbejdsorienteret og projekt baseret læringsmiljø.


Når man sætter sig for at lave et feltstudie der skal hjælpe med at afdække hvordan et åbent læringsmiljø virker i dagligdagen er stedet / feltet udgangspunkt. Det er vigtigt at identificere hvad der karakteriserer området og gør det specielt, hvorfor valgte jeg netop dette sted.
Northern Beaches Christian School er en privat skole der spænder fra børnehaveklasse til det der svarer til 3.G. Skolen er spredt over et stort område i flere bygninger, og udover et par nye større bygninger, er de fleste af bygningerne ældre etplans huse der står uafhængigt af hinanden.



NBCS er for stor en organisation og sted til at jeg kunne undersøge det hele på et tremåneders feltstudie, så jeg valgte at fokusere på et enkelt sted i skolen: The Zone. I The Zone fokuserede jeg min opmærksomhed på lærerne og det fysiske læringsrum.

The Zone var det første fysiske område der blev udviklet til et mere åbent læringsmiljø. Det blev ombygget fra fire klasseværelser og et bibliotek til at være et læringsmiljø for 6 store klasser. Idag huser det cirka 180 studerende (tre 5. klasser og tre 6. klasser) og 6-7 faste lærere.
Et af særkenderne ved The Zone er de modulære møbler, der er forskellige fra det, vi kender fra de fleste skoler og læringsrum. Området er designet til at være fleksibelt og har sofaer, borde, reoler, caddies (lærerens 'border') og whiteboards som alle er nemme at flytte rundt. For at gøre læringsmiljøet endnu mere fleksibelt og skabe rum for kreative aktiviteter, er The Zones vægge malet med whiteboard maling fra gulv til loft, og læringsrummet er forsynet med store skærme - to af dem selvstændige møbler der kan flyttes rundt. Derudover er der et våd-område udstyret med vask til arbejde med maling, gips mm. For at sikre at læringsmiljøet er rart at være i, er der air-condition i hele huset og store vinduer, der kan åbnes.

Dette var en kort præsentation af stedet for mit feltstudie. Nedenfor er billeder af de forskellige møbler og områder jeg har omtalt. I min næste blog vil jeg beskrive organiseringen af The Zone og de daglige deltagere, det vil sige lærerne og eleverne.


Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. Henover foråret vil jeg dele mine oplevelser og opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller deltage ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.



NBCS, The Zone. LOOP.bz på feltstudie
Lærerarbejdsområdet. Her forberedes, arbejdes og koordineres.
NBCS, The Zone. LOOP.bz på feltstudie
Caddy, en af lærernes bord.

NBCS, The Zone. LOOP.bz på feltstudie
Sofaerne der bruges i området findes i forskellige former.

NBCS, The Zone. LOOP.bz på feltstudie
Sofaer, skærm og whiteboard malet væg i et klasseområde

NBCS, The Zone. LOOP.bz på feltstudie
I baggrunden ses våd-området og i front høje borde på hjul.

torsdag den 5. marts 2015

Vores uddannelsesmiljø er gået i hak

Det danske uddannelsessystem er en lukket ring af vaner og mønstre og som en gammel LP er det gået i hak. Os der er gamle nok (eller hipster) ved at når en plade går i hak bliver man nødt til at flytte nålen.


Uddannelse er, og har altid været, en politisk slagmark og for nylig er skoleudvikling i høj grad drevet af politiske dagsordener og OECDs parametre for international sammenligning af uddannelsessystemer. Der er en øget interesse i skoledesign blandt designere, arkitekter, politikere og lærere. De har alle forskellige professionelle baggrunde og derfor forskelligt udgangspunkt til at indgå i dialogen, der er flere dagsordener igang hver gang en samtale krydser de forskellige professioner.

Derfor er vi nødt til hele tiden at holde os opdaterede med evidensbaserede argumenter og eksempler for at kvalificere den igangværende pædagogiske dialog om betingelser for læring. For det bør være en pædagogisk dialog selvom det handler om design. Designet er til for at understøtte og rammesætte den pædagogiske opgave skolen har ansvaret for. Ofte er de der har deres daglige gang undenfor skolen mere villige til at eksperimentere, ændre og stille krav til skolen og dens organisation end dem der færdes i den dagligt.

Så alt imens undervisere og forskere er enige om, at et uddannelsesmiljø baseret på klasseværelsets struktur ikke nødvendigvis giver de bedste betingelser for læring, er skoleorganisationer tilbageholdende med at ændre deres fysiske miljø. Det handler ikke kun om at der kan være store økonomiske udgifter i forbindelse med ændringer. Det handler lige så meget om at der kan være en usikkerhed omkring resultatet, forældrenes holdning til ændringerne og lærernes reaktioner på at arbejde i et ændret arbejdsmiljø.
I januar 2014 afholdte den finske uddannelsesstyrelse en nordisk konference om arkitektur, pædagogik og design. På en af konferencens workshops, hvor de fleste af deltagerne primært var lærere, var der enighed om at en af ​​de primære årsager til at undervisning stadig finder sted i klasseværelser er fordi lærerne ikke har nogle konkrete eksempler og ideer på hvordan undervisningen ellers skal foregå.

Jeg stod med samme udfordring da jeg var ved at uddanne mig til lærer og da jeg endelig stod ude i skolen som nyuddannet. Indtil da havde jeg som de fleste danske unge tilbragt mit liv udenfor hjemmet, i danske institutioner fra vuggestuen til gymnasiet og så seminariet. Den eneste tid jeg havde tilbragt udenfor vores samfundsinstitutioner var de sabatår jeg havde brugt på at rejse og finde ud af hvilket studie jeg skulle vælge. Jeg kendte alt for godt de mønstre og forventninger der var til opførsel og organisering af en læringssituation, de var blevet gentaget på seminariet. På seminariet bliver vi opfordret til at tænker 'outside the box' men vi bliver undervist på samme måde som på alle andre danske uddannelsesinstitutioner. Det danske uddannelsessystem bliver på denne måde en lukket ring af vaner og mønstre som bliver forstærket gennem alle led. Det er en vanskelig kultur at ændre for der er ingen naturlig startlinje og hvordan får vi inspiration til at prøve noget nyt når vi alle er oplært til at gøre det samme?

Jeg brugte 3 måneder på at studere et læringsmiljø i Sydney hvor jeg fokuserede på det fysiske miljø og lærernes samarbjede. Ud over alt det jeg lærte gennem mine observationer, lærer jeg hver gang jeg arbejder med det materiale jeg har med mig hjem. Henover foråret vil jeg dele mine oplevelser og opdagelser på denne blog, du kan læse om dem eller deltage ved at kommentere, alt du behøver gøre for at følge med er at følge os her eller på Facebook eller Twitter.

mandag den 23. februar 2015

Der er mere brug for tid til bevidst samvær end til mere faglighed

Den traditionelle skole - nok så robust og effektiv til det den engang skulle kunne - er ikke længere en aktuel og relevant skole. Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere.


Uafbrudt raffinerer og kvalificerer vi skolens undervisningstilbud. Skoledagen forlænges, der skal mere sprog, faglighed og bevægelse ind i undervisningen, fedt nok. Eller måske ikke, meningerne er meget delte, måske ikke så meget om intentionen, men om metoden - mere tid på skolen. Alle de, der havde tænkt sig selv at bestemme over den tid, der nu bliver bundet på skolen er utilfredse. Det er naturligt nok og sin egen samtale værd.

Men når nu, eleverne får mere tid på skolen til læring og uddannelse, er det så bedst at bruge tiden til sprog, faglighed og bevægelse? Eller skal vi hellere se os om efter nye væsentlige emner, der er kommet til siden den seneste virkelig serøse og omfattende skolereform i 1958, fulgt op af den blå betænkning i 1960.


Læs også: Hvor er Danmark på vej hen? - Et historisk blik på skolens udvikling

Resultaterne af debatten siden 1958, som de kan læses i den seneste skolereform af 2014 er ikke særlig omsiggribende:
  • Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan.
  • Folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater.
  • Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis.


Det helt store spring eller udvikling i formål og beskrivelse over de seneste godt 50 år, er det svært at få øje på, måske lige bortset fra betoningen af, at folkeskolen er en faglig uddannelse.

Men har samfundet da slet ikke udviklet sig i retninger, der afføder nye behov i folkeskolen? Selvfølgelig har det det. Kigger vi på nogle helt basale forhold i vores samfund har de ændret sig radikalt:

  • Familiestrukturen er helt forandret, i 1960 var hovedparten af gifte kvinder hjemmearbejdende.
  • Danmark var et udelukkende kristent samfund med troens etik og moral, i dag er der utallige trosretninger og livsanskuelser tilstede.
  • Den almindelige boligform var en lejlighed, i dag er det et parcelhus med have.
  • I dag bor mere end halvdelen af befolkningen i byer, og godt halvdelen bor alene eller alene med børn.

Alene i kraft af de fire forandringer har socialiseringen ændret sig grundlæggende. Som det væsentligste betyder udviklingen tillige, at børn i dag gennem institutionslivet vokser op i store børneflokke med (få) professionelle voksne. Der er kun kort tid sammen med familien, næppe tid nok til at aflæse og lære vilkårene for et harmonisk voksenliv, det skal i mindst lige så høj grad læres uden for hjemmet som i hjemmet.

Læs også: Skolens indlæring i den hierarkiske samfundsorden fastholder den sociale arv

Børnenes institutioner, ikke mindst folkeskolen har siden 1960 fået en nok så vigtig opgave i at give børn og elever viden og redskaber til at forme og vælge livsform, til at vælge sociale tilhørsforhold. Uden indsats vil samfundet udvikle sig mere og mere personificeret, simpelthen fordi fællesskabets viden og koder går tabt ved at overlade det til børnene selv at skabe deres værdier og relationer.

Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere, der er brug for bevidst samvær og gerne omkring et rammesat og værdibaseret curriculum, hvor fagopdelingen forsvinder og fagenes mangfoldighed og indhold læres i en sammensat helhed med livets mangfoldighed.

Læs også: Lærere og pædagoger forsøger ihærdigt på at forandre skolen til de nye behov, hjælp dem

onsdag den 3. september 2014

Skolens indlæring i den hierarkiske samfundsorden fastholder den sociale arv



Der er flere der taber det sociale spil end vinder - bare se på hvem der “ejer Danmark". Er det ikke fantastisk, siden Anden Verdenskrig - altså 1945 - har vi vidst, at social mobilitet (bevægelse) stort set ikke sker.


Information, lørdag den 23. august 2014
Ja, men Camilla dog, hvordan kan du vide det?

Camilla er blandt andet blogger, samfundsfortæller og fremtidsfortæller. Det er nok derfor hun med vægt kan gentage den indlysende sandhed, som først Jylands-Posten og derefter information finder anledning til yderligere at gengive. Den sociale arv lever i bedste velgående i Danmark.

Social mobilitet sker så sjældent at vi oven i købet har et særligt navn til de få, det lykkes for, vi kalder dem mønsterbrydere. Dem taler vi så til gengæld så længe og indtrængende om, at vi næsten tror de er mange og at vi selv let kunne blive en af dem. Det har vi også et navn til, det kalder vi "den amerikanske drøm". Det er mere sådan et kollektivt mantra, utrolig effektivt og passiverende (meget bedre end pot).

Sjældent taler vi om at der er flere, der bryder mønstret den anden vej. Det er ikke nær så opløftende, det gør vi bare som om ikke sker. Men hvordan kan jeg overhovedet påstå, at det er sådan?Eftersom færre ejer mere og en større og større del af den fælles kage. Altså færre både faktuelt og relativt ejer mere, så må der være flere, der taber end vinder spillet om stigens trin. Samtidig med at vi personificerer mønsterbruddet, og reelt anser det som et personligt anliggende og ansvar, så fodrer vi den kollektive bevidsthed med den utopiske "amerikanske drøm" om at alle kan bryde mønsteret og nå et eller flere trin op ad stigen.

Dette er vi som samfund nødt til at bryde med. Folkeskolen fastholder situationen, alene på grund af dens organisering uanset den enkelte lærers intentioner. Så længe folkeskolen benytter sig af tidligere tiders undervisningsmetoder med lærerne som entydig autoritet i spidsen for klassen, alvidende om elevernes behov, fastholder vi, som eneste sikre resultat, en ensretning og indlæring i den hierarkiske samfundsorden.

Læs også: Eksklusion og inklusion, derimellem ligger mobning.

Elevernes klasserumsoprør er et sundhedstegn, ubevidst ved de at den traditionelle skole - nok så robust og effektiv til det den engang skulle kunne - ikke længere er en aktuel og relevant skole. Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere.


mandag den 25. august 2014

Folkeskolereformen kan næppe stå alene. Heldigvis er en gruppe erfarne Australiere klar til at hælpe.

Folkeskolereformens største aktiv og største modstand ligger næppe så meget i den ekstra skoletid, som i at medarbejderne, samtidig med at de mister en del af deres rådighed over egne arbejdstimer også mister deres metodefrihed. Der er ikke noget bemærkelseværdigt i at medarbejderne protesterer, en forventning om det modsate er naivt.

De nye vilkår for medarbejdernes arbejde er nu alligevel tæt ved at være det bedste der er sket med den danske folkeskole siden den blå betænkning i 1960. Nu er der muligheder for at forandre skolens undervisning, som vi ikke har set tidligere. Skolen trænger til gennemgribende forandring, hvor klasseundervisning bør søges erstattet af instruktioner, gruppearbejde og læring. Medarbejderne bør i fremtiden aldrig arbejde alene og mindst den ene væg til klasseværelset bør fjernes. Skolebygningerne skal forandres til læringslandskaber.

Det er nyt, meget nyt, så inden vi er fremme ved en ny "skoleorden", hvor først og fremmest eleverne synes det er spændende og givende at deltage i, så forestår der et kæmpe udviklingsarbejde.

Heldigvis har australske skolefolk, der oprindelig er inspireret af Gentofte Kommunes skoleprojekt i årene 1998 - 2008, især Hellerup Skole, forsket og udviklet en anderledes og bedre skole. En skole der, med sine 1200 elever bygger på lærerteams, som samarbejder hele dagen omkring elevgrupper, der primært arbejder med projekter. Ikke opgaver med et forudgivet rigtigt resultat, nej med projekter, som projekter er i det omgivende samfund. Skolens curriculum er en ramme hvori eleverne udfolder sig.

Aussierne kommer til Europa fredag den 3. og lørdag den 4. oktober, hvor de gennemfører et todages seminar. Seminarets mål er at give deres erfaringer tilbage til Europa og samtidig tilbyde en åben dialog om den videre udvikling af en skole med fokus på eleverne, deres læring og det læringslandskab de bevæger sig i.

Vi, LOOP.bz kender folkene fra Australien. De har noget på hjerte, som er direkte brugbart. De har et fornyet syn på den almindelige skole at tale om og at give dig med hjem. 

LOOP.bz deltager gerne i et par internationale konferencer om skoler og læring om året og i år har vi valgt denne som en af dem. Jeg håber vi ses til konferencen, som kan give dig helt nye værktøjer til en anderledes og mere tidssvarende folkeskole.


Her kan du tilmelde og læse mere om seminaret den 3 og 4 oktober.

Programmet ligger her

en hurtig læst "flyer"


Konferenceprisen er til at overse 390 AUSD eller ca. 2050,- DKK.

Konferencen finder sted på
Col.legi Montserrat,
Avinguda Vallvidrera,
6808017 Barcelona.

Til prisen skal lægges fly og hotel, men det er stadig en overkommelig pris og Barcelona er en smuk by at opleve, hvis du har mulighed for at blive en dag eller to mere.