Skolens indlæring i den hierarkiske samfundsorden fastholder den sociale arv

Der er flere der taber det sociale spil end vinder - bare se på hvem der “ejer Danmark". Er det ikke fantastisk, siden Anden Verdenskrig - altså 1945 - har vi vidst, at social mobilitet (bevægelse) stort set ikke sker.

Information, lørdag den 23. august 2014

Ja, men Camilla dog, hvordan kan du vide det?

Camilla er blandt andet blogger, samfundsfortæller og fremtidsfortæller. Det er nok derfor hun med vægt kan gentage den indlysende sandhed, som først Jylands-Posten og derefter information finder anledning til yderligere at gengive. Den sociale arv lever i bedste velgående i Danmark.

Social mobilitet sker så sjældent at vi oven i købet har et særligt navn til de få, det lykkes for, vi kalder dem mønsterbrydere. Dem taler vi så til gengæld så længe og indtrængende om, at vi næsten tror de er mange og at vi selv let kunne blive en af dem. Det har vi også et navn til, det kalder vi "den amerikanske drøm". Det er mere sådan et kollektivt mantra, utrolig effektivt og passiverende (meget bedre end pot).

Sjældent taler vi om at der er flere, der bryder mønstret den anden vej. Det er ikke nær så opløftende, det gør vi bare som om ikke sker. Men hvordan kan jeg overhovedet påstå, at det er sådan?Eftersom færre ejer mere og en større og større del af den fælles kage. Altså færre både faktuelt og relativt ejer mere, så må der være flere, der taber end vinder spillet om stigens trin. Samtidig med at vi personificerer mønsterbruddet, og reelt anser det som et personligt anliggende og ansvar, så fodrer vi den kollektive bevidsthed med den utopiske "amerikanske drøm" om at alle kan bryde mønsteret og nå et eller flere trin op ad stigen.

Dette er vi som samfund nødt til at bryde med. Folkeskolen fastholder situationen, alene på grund af dens organisering uanset den enkelte lærers intentioner. Så længe folkeskolen benytter sig af tidligere tiders undervisningsmetoder med lærerne som entydig autoritet i spidsen for klassen, alvidende om elevernes behov, fastholder vi, som eneste sikre resultat, en ensretning og indlæring i den hierarkiske samfundsorden.

Læs også: Eksklusion og inklusion, derimellem ligger mobning.

Elevernes klasserumsoprør er et sundhedstegn, ubevidst ved de at den traditionelle skole - nok så robust og effektiv til det den engang skulle kunne - ikke længere er en aktuel og relevant skole. Forandringen begynder med opløsning af klassestrukturen og af lærernes forlæsninger, det er der ikke brug for længere.

Folkeskolereformen kan næppe stå alene. Heldigvis er en gruppe erfarne Australiere klar til at hælpe.

Folkeskolereformens største aktiv og største modstand ligger næppe så meget i den ekstra skoletid, som i at medarbejderne, samtidig med at de mister en del af deres rådighed over egne arbejdstimer også mister deres metodefrihed. Der er ikke noget bemærkelseværdigt i at medarbejderne protesterer, en forventning om det modsate er naivt.

De nye vilkår for medarbejdernes arbejde er nu alligevel tæt ved at være det bedste der er sket med den danske folkeskole siden den blå betænkning i 1960. Nu er der muligheder for at forandre skolens undervisning, som vi ikke har set tidligere. Skolen trænger til gennemgribende forandring, hvor klasseundervisning bør søges erstattet af instruktioner, gruppearbejde og læring. Medarbejderne bør i fremtiden aldrig arbejde alene og mindst den ene væg til klasseværelset bør fjernes. Skolebygningerne skal forandres til læringslandskaber.

Det er nyt, meget nyt, så inden vi er fremme ved en ny "skoleorden", hvor først og fremmest eleverne synes det er spændende og givende at deltage i, så forestår der et kæmpe udviklingsarbejde.

Heldigvis har australske skolefolk, der oprindelig er inspireret af Gentofte Kommunes skoleprojekt i årene 1998 - 2008, især Hellerup Skole, forsket og udviklet en anderledes og bedre skole. En skole der, med sine 1200 elever bygger på lærerteams, som samarbejder hele dagen omkring elevgrupper, der primært arbejder med projekter. Ikke opgaver med et forudgivet rigtigt resultat, nej med projekter, som projekter er i det omgivende samfund. Skolens curriculum er en ramme hvori eleverne udfolder sig.

Aussierne kommer til Europa fredag den 3. og lørdag den 4. oktober, hvor de gennemfører et todages seminar. Seminarets mål er at give deres erfaringer tilbage til Europa og samtidig tilbyde en åben dialog om den videre udvikling af en skole med fokus på eleverne, deres læring og det læringslandskab de bevæger sig i.

Vi, LOOP.bz kender folkene fra Australien. De har noget på hjerte, som er direkte brugbart. De har et fornyet syn på den almindelige skole at tale om og at give dig med hjem. 

LOOP.bz deltager gerne i et par internationale konferencer om skoler og læring om året og i år har vi valgt denne som en af dem. Jeg håber vi ses til konferencen, som kan give dig helt nye værktøjer til en anderledes og mere tidssvarende folkeskole.


Her kan du tilmelde og læse mere om seminaret den 3 og 4 oktober.

Programmet ligger her

en hurtig læst "flyer"


Konferenceprisen er til at overse 390 AUSD eller ca. 2050,- DKK.

Konferencen finder sted på
Col.legi Montserrat,
Avinguda Vallvidrera,
6808017 Barcelona.

Til prisen skal lægges fly og hotel, men det er stadig en overkommelig pris og Barcelona er en smuk by at opleve, hvis du har mulighed for at blive en dag eller to mere. 

Lærere og pædagoger forsøger ihærdigt på at forandre skolen til de nye behov, hjælp dem

Der stilles helt nye krav til vores uddannelser end vi har været vant til og end vi kan overskue. Den uforløste udfordring er: hvordan skaber vi en skolestruktur og en skoleindretning, der imødekommer lærernes og elevernes uafviselige forventninger og krav til forandring.

Lærere og pædagoger arbejder ihærdigt på at forandre deres virksomhed til de nye behov. Heldigvis imødekommes de nye krav af de samme elementer som har skabt behovet, nemlig den elektroniske informationsteknologis nye orden for vidensformidling og kommunikation. Uddannelsen bevæger sig fra undervisning til læring, metoderne bevæger sig fra overlevering, overførelse og anvendelse til instruktion, vejledning, nysgerrighed, opdagelse, projektarbejde, kreativitet og handling.

Skolernes struktur og indretning har imidlertid ikke ændret sig synderligt siden 90’erne. De mange forsøg på fleksibilitet i undervisningen ved hjælp af foldevægge, skydedøre og glaspartier ændrer ikke skolens grundstruktur.

Med tydelig reference fra vores religioner, der før skolen var samfundets eneste fælles opdragelse i moral og samfundsorden, opbygget omkring kirker, med præsterne som de lærde undervisere, skabte vi den almene skole med klasseværelser og en ansvarlig lærer til en gruppe elever.

Som det er beskrevet af en række samfundsforskere op gennem forrige århundrede, blev skolens virksomhed, fuldstændig, som resten af samfundet, håndhævet gennem regler og disciplin. Klasseværelset med stramt opstillede borde og en lærer foran alle eleverne er et velegnet design til både levering af undervisning og til opretholdelse af disciplin.

Men i dag er læring meget mere end at sidde ved et bord

og meget af det vi gør ved borde behøver jo slet ikke være ved borde

på den måde kan vi få plads og råd til mere mangfoldige miljøer

Hvordan ser der ud, der hvor du befinder dig lige nu? Del en beskrivelse eller et billede

Eksklusion og inklusion, derimellem ligger mobning.

Vi har skabt et skolemiljø, hvor næsten 2 ud af 10 elever bliver mobbet, det er bare ikke godt nok!

v/ Helle Rabøl Hansen



.

I anledning af at vi her i 200 året for undervisningspligtens tilblivelse også fejrer vi 10 års fødselsdagen for "Erklæring om Nationalt Samarbejde for Social Trivsel og mod Mobning i Grundskolen" også kendt som Trivselserklæringen, har vi valgt at dedikere denne blog til dem der bliver mobbet, og sender en bøn til politikerne om, at tage ansvar for den kultur skolen bygger på, som danner grobund for mobning.

Mobning opstår blandt andet fordi vi organiserer skolen på en måde, der fremmer individuel adfærd på bekostning af fællesskabet. Det uagtet at fælleskab er samfundets vigtigste og uundværlige fundament, uden fællesskab og sammenhold ikke noget samfund, så hvad er det egentlig vi har gang i?

v/ Helle Rabøl Hansen

.

Vi ved fra empirisk forskning, at mobning opstår i stigende grad med socialt dårligt fungerende grupper. Altså, mobning opstår når gruppemedlemmer i mangel på egen værdi, selvværd og integritet, finder værdi og magt gennem nedvurdering og eksklusion af potentielle gruppemedlemmer.

Mobningens fundament og arnested er vores egen organisering og tilrettelæggelse af skolen. En organisering der fremmer det konkurrerende menneskes iboende tilbøjelighed til at bekæmpe sine konkurrenter i lige så høj grad som til at fremme sine egne kvalifikationer. Det handler om at vinde og det uden hensyn til hvem, der betaler prisen, bare det er de andre.


Vi kunne organisere skolen med fokus på samarbejde, læring fra elev til elev, fælles opgaver, socialt ansvar og samvær. I stedet for at fremme den individuelle konkurrence med tilhørende magtspil, kan skolen organiseres omkring ansvar, fællesskab og samarbejde. Mobning er et kulturfænomen, kulturfænomener kan ændres, fremmes eller elimineres, det kalder vi politik.

Trivselerklæringens jubilæumsmanifest indleder med at fastslå alle elevers ret til et godt undervisningsmiljø. Baggrunden for at fastslå elevernes ret er som bekendt, at det så langt fra altid er tilfældet i virkelighedens skole, ca. 4 elever i hver klasse bliver udsat for mobning, står der i manifestet.


Trivselserklæringen fra 2004 er opbygget omkring fire udsagn fra henholdsvis skoleledere, lærere/pædagoger, forældre og elever. Alle udsagn begynder med "Vi ved, at vi som ......   har et ansvar for....   derfor vil vi........"



Det er altså skolens egne parter der tager ansvaret for at bekæmpe mobning i skolen. Det er flot og ansvarsfuldt, men næppe særlig virkningsfuldt. Når nu vi ved, at det er vores måde at tilrettelægge folkeskolen på, der skaber og nærer mobning. Trivselserklæringen er at bekæmpe symptomer den bekæmper ikke årsagen.

Vi efterspørger en politisk fødselsdagserklæring "Vi ved, at vi som politikere har ansvar for skolens struktur og organisering, derfor vil vi organisere skolen med fællesskab og solidaritet i centrum vi vil organisere skolen, så den fremmer de værdier et social ansvarligt samfund har brug for."

Inklusion kommer efter eksklusion

Inklusion - det nye hit i skolen - er det så for barnets skyld, for de andre børns skyld, eller er det for pengenes skyld? Altså at vi nu, efter en lang periode med overvældende eksklusion, har fået anvist den nye linje, vi skal inkludere?

Inklusion som begreb, giver kun mening fordi vi først ekskluderer, og det er noget af det værste man mentalt kan udsætte mennesker, eller endnu værre børn for. Vi gør da også rigtig meget for, at børnene ikke opdager eller oplever, at det er det, de er eller har været, altså ekskluderet.

Forudsat, inklusion igen kan lade sig gøre, så lyder gevinsten besnærende. Det handler om, at det inkluderede barn kan få mere ud af det almindelige samvær, end ud af det specielle og ekskluderende. At blive inkluderet eller accepteret i normalsamfundet, det er et absolut succeskriterie for hele opvæksten, ingen ønsker for sig selv eller sine nærmeste at blive ekskluderet, det er altid noget man gør med andre. Eksklusion fra normalklassen er altså, set i det lys, en midlertidig foranstaltning, der alene har til hensigt igen at inkludere og bedre end før eksklusionen. Så er Inklusion uden først at ekskludere sjovere.

Men kan det lade sig gøre at inkludere i normalklassen med flere positive end negative udslag? Og inden for de rammer vi stiller til rådighed for medarbejderne i skolen? For det er jo en rigtig god idé at lade alle børn vokse og lære sammen, det giver en vigtig forståelse for mangfoldigheden i børnegruppen og senere i voksenlivet. Det savner vi.

Der er intet der reelt har ændret sig i folkeskolen siden vi begyndte at ekskludere, så hvorfor tror vi at det skulle være bedre for børnene og personalet nu? Er det altsammen bare hængt op på hvad vi beslutter os for eller kan man forestille sig at vi også bliver nødt til at ændre rammerne?

Inklusion forudsætter, at skolen i bredeste forstand kan rumme ungernes mangfoldighed. Det gælder naturligvis i aller højeste grad ungernes adfærd, viden, indsigt og forståelse, netop de personlige egenskaber, som curriculum hidtil er blevet brugt til at ensrette. Inklusionsprojektet bliver, sammen med klasseundervisningen og den længere skoledag (der kommer med skolereformen) let en bombe under folkeskolen.

Hvilke muligheder giver vi reelt lærerne for at være inkluderende og tilbyde et mangfoldigt læringsrum?

Det er svært at tilbyde differentierede muligheder i ét lokale, og det er klart sværere at samarbejde om børnegrupper når man er fysisk adskilt fra de andre professionelle voksne. Næppe mange har tænkt til ende, hvad det betyder at ville ensrette en på alle måder mere mangfoldig og krævende gruppe børn i længere tid uden i øvrigt at ændre noget som helst. Prøv at forestille dig klassen foran dig, nogle af ungerne keder sig, nogle har ikke lige fået sovet i nat, nogle er meget optaget af kammeratskabet i klassen lige nu, nogle vil gerne vise de lektier de har øvet hjemme, andre har slet ikke øvet noget, nogle er optaget af at udvikle det spørgsmål du lige har stillet, nogle har svært ved at lægge smartphonen helt væk, nogle af ungerne kan bare ikke klare at sidde stille længere - og sådan kunne jeg blive ved, ingen af klassens 25 elever er i samme mode som dig, der står alene foran dem og lige har været på kursus i classroom management, nej vel, det går bare ikke. Og så ku bilen i øvrigt heller ikke starte i morges (eller kæden blev ved med at falde af cyklen), det går bare slet ikke.

Skal vi nu, som en anden Niels Egelund til at finde lussingerne frem for at få styret lidt på adfærden og få ro, eller skal vi acceptere, at uanset det måske kan give ro, så er ro på baggrund af angst en af indlæringens værste fjender. Siden 60'erne har vi vidst, at det giver entydigt negativt konsekvens på læringen at anvende overgreb eller trusler i undervisningen, ja i hele opdragelsen. Defor har vi jo allerede for længe siden forbudt lussingerne og gået bort fra afstraffelse som en læringsmodel.

Vi kan og bør stille langt bedre rammer til rådighed:

• Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde med eleverne i forskellige grupper, tempi og på forskellige niveauer.
• Vi skal give underviserne de bedste fysiske rammer til at kunne arbejde med eleverne i forskellige grupper og med forskellige opgaver. Her duer klasseværelset ikke længere, der skal et langt mere skiftende og mangfoldigt undervisningsmiljø til end det vi normalt har på vores skoler i dag.
• Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde sammen i grupper, grupper der er sammen om at undervise og coache eleverne. Vi skal give lærerne mulighed for at lære af hinanden mens de er sammen med eleverne.
• Vi skal give underviserne mulighed for at efteruddanne sig til en skole med ligeværd og mangfoldighed, hvor eleverne undervises og lærer på meget forskellige nivauer og måder, alt afhængig af deres eget niveau og formåen.

Udvikling eller afvikling - Hvilket scenarie synes du uddannelsessystemet skal satse på?

Hvis de danske folkeskoler havde været private virksomheder og havde udviklet sig i samme tempo, som det er sket, så var de højst sandsynlig gået konkurs for længe siden. Det er kun fordi skolerne er offentlige, at de kan slippe af sted med ikke at være mere innovative og have tydligere individuelle profiler.

Vi har i et tidligere indlæg været inde på, at der med den nye skolereform er åbnet op for at skolens ledelse kan tiltage sig mere ledelse og indflydelse og at der er lagt op til at vi, som i udlandet, kan begynde at danne profilskoler.

Behovet for mere profilering gælder hele vores uddannelsessystem. Det er udtryk for en gammeldags tankegang, at man ikke behøver at fortælle om, eller reklamere med, hvilke arrangementer man har på sin institution. Man gør sif selv alle sine nuværende og kommende brugere en tjeneste, hvis man er tydelig med hvilke værdier og metoder der ligger til grund for den virksomhed man har.

Olli Niemi, finsk professor, taler om hvordan universiteterne kan lære fra indkøbscentrene når det kommer til at reklamere for, hvad der foregår af aktiviteter, i stedet for at informationerne føles næsten hemmelige.

Vi har frit skolevalg i Danmark og det er på tide, at vi begynder at udnytte det til at skabe et mangfoldigt undervisningsmiljø. Hvad er kvaliteten i at vi alle skal være ens?

OECD arbejder i øjeblikket på en PISA-baseret test til at sammenligne skoler. Det er ikke længere kun lande der skal være i konkurrence og udveksle 'best practice'. OECD siger selv, at en af de væsentligste forskelle mellem de to PISA-baserede test er, at den til "skoler er designet til at levere resultater for skoler og ikke at levere samlede nationale eller system-niveau resultater".

Vi kan enten bruge redskaberne og mulighederne til at teste os selv i forhold til de andre der gør det ligesom os. Derved kan vi sige "se, vi havde præcis de samme muligheder, men jeg kom først" eller længst eller størst eller hvad det lige er det går ud på at måle. Eller vi kan benytte lejligheden til at gøre forkellige forsøg og så bruge testene som en del af redskabskassen til at vurdere de forskellige forsøgs værdier. På den måde kan vi lære af og med hinanden.

OECD, som vi ofte lytter til når det handler om at spå eller på måle fremtiden, har opstillet 6 "Schooling Scenarios"der tilsammen giver et godt billede af at der må ske noget indenfor udviklingen af skolerne for at sikre et godt femtidigt uddannelsesmiljø.

De 6 scenarier er delt op i 3 overordnede retninger. Scenarierne går kort ud på følgende:

1. Forsøge at bevare status quo:
De grundlæggende funktioner i eksisterende systemer vedligeholdes ind i fremtiden, uanset om det er det offentliges valg eller på grund af manglende evne til at gennemføre grundlæggende forandringer.

• I Scenario 1.a "Fortsættelsen af det bureaukratiske skolevæsen", udfolder fremtiden sig som en gradvis udvikling af det nuværende med stærkt pres for ensartethed og resistens over for radikale ændringer.
• I Scenario 1.b "Lærerudvandring - 'nedsmeltningsscenariet'", er der en stor krise i systemet udløst af akut mangel på lærere.

2. Omskoling:
Der kommer større investeringer og udbredt anerkendelse for skoler og deres resultater, herunder over for de professionelle, med en høj prioritering af både kvalitet og egenkapital.

• I Scenario 2.a "Skoler som centrale sociale centre", er der fokus på socialiseringsmål og skoler i lokalsamfund.
• I Scenario 2.b "Skoler som fokuserede læringsorganisationer", er der fokus på viden i en kultur præget af eksperimenter, mangfoldighed og innovation.

3. Af-skoling:
I stedet for høj status og generøse ressourcer til skoler, medfører utilfredshed med en række nøgleaktører demontering af skolesystemer, i større eller mindre grad.

• I Scenario 3.a "Læringsnetværk og netværkssamfundet", kommer nye former for kooperative netværk til at dominere og herske.
• I Scenario 3.b "Udvidelse af markedsmodellen", tager konkurrerende mekanismer over og de offentlige reguleringer bliver fortrængt.

Jeg kan få øje på at flere af disse scenarier allerede er sat i spil rundt omkring. Kan du genkende de forskellige retninger?

"Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen", siger et kinesisk ordsprog ... er vi på vej dertil, hvor du gerne vil hen?

Hvor er Danmark på vej hen? - Et historisk blik på skolens udvikling

I Danmark har vi stor metodefrihed, hvilket betyder det at er op til den enkelte lærer eller pædagog at vælge den tilgang de er overbevist om er mest gavnlig for deres arbejde med børnene. Med den nye skolereform og fælles overenskomst for lærerne er der åbnet op for at skolens ledelse kan få mere indflydelse på den tilgang skolen har til elevernes læring.

Der er lagt op til at vi, som i udlandet, kan danne profilskoler og kan være mere sprogliggjorte om de metoder der anvendes. Dette kan være med til at påvirke forældrenes valg af skole, hvilket allerede i dag er frit. 

Kritikken af det frie skolevalg ligger i at det ofte kun er de ressourcestærke forældre der aktivt vælger miljø til deres børn, og spørgsmålet er om det vil bliver mere udpræget eller om det tværtimod vil blive mere tydeligt og dermed lettere for alle familier at gennemskue hvad skolerne tilbyder. 

Det er tydeligt at udviklingen er på vej mod et mere formaliseret og italesat børne- og ungemiljø end vi før har oplevet, blandt andet fordi vi ikke kan sidde overhørig hvad vi erfarer gennem vores undersøgelser af verden og os selv som mennesker.

Vi tager lige et historisk kig på skolens udvikling.
Ifølge Foucault er det disciplinen der er grundlægger for institutionerne. Han tager udgangspunkt i dens indtog i det 18. århundrede, der i øvrigt var en skelsættende tid for uddannelsessektoren:

• I 1739 blev det, i Danmark, fastslået at alle børn skulle gå i skole til de blev konfirmeret
• I 1791 startede det første lærerseminarium der skulle tage sig af at lærerne var kvalificerede til at varetage undervisningen.
• I 1814 indførtes der 7-års skolepligt i Danmark, skolen beskrives i lighed med det vi kender fra Foucaults beskrivelser af institutionerne i Frankrig “Disciplinen var streng og straffene ofte hårde og korporlige. Pædagogisk var der tale om udenadslære, overhøring og elevernes indbyrdes undervisning som supplement til den ene lærer, der ofte stod med 30 elever eller flere.” (danmarkshistorien.dk)
• I 1855 bliver skolepligten til undervisningspligt, hvilket betyder at forældre nu selv kan vælge hvordan deres børns undervisning skal foregå, dette giver mulighed for en udvikling af de pædagogiske metoder, niveauet bliver testet med en eksamen 2 gange om året.
• Med en ny lov i 1903 bliver enhedsskolen til, disciplin og hårde (også fysiske) straffe var stadig en stor del af skolens dagligdag
• I 1967 blev det forbudt at anvende fysisk straf i danske skoler.

I 1960’er starter ungdoms- og studenteroprøret i de vestlige lande, det kommer i en tid hvor der er store årgange på uddannelserne og et stemningsskift i hele samfundet. Det havde hidtil været faux pas at stille spørgsmål til den traditionelle måde at leve på, den måde hvorpå familieinstitution og uddannelsesinstitutionerne var tilrettelagt. Man var påpasselig efter Hitlers håndtering af Tysklands 
udvikling og de fleste nye tiltag blev opfattet som en trussel mod det samfund man havde organiseret. Men med besættelse af de højere læreanstalter, opråb om medbestemmelse over egen uddannelse og levevis, gør de unge oprør mod den samfundsopfattelse man hidtil har levet under.

Inden for de pædagogiske kredse udviklede det sig op gennem 60’erne og 70’erne til i stigende grad til at handle om ‘at lære at lære’, kritisk selvstændig tænkning, problemløsning, kommunikation og samarbejde kom i fokus. Vi skulle ikke længere bare uddanne ved hjælp af udenadslære, men vi skulle bane vejen for at de kunne blive selvstændige samfundskritiske borgere i en demokratisk verden. I Danmark fastholdt vi med læreruddannelsesloven fra 1966 ideen om enhedsskolens lærer, selvom man i andre lande bevægede sig mod mere specialiserede opdeling af lærerne i fag-fagligheder. I 1972 blev undervisningspligten forlænget til 9 år og i 2008 blev den udvidet med endnu et år, så der nu er undervisningspligt fra det år barnet fylder 6 år og ti år frem.

I 90’erne bliver det populært at tale om det kompetente barn, et syn der udspringer af Daniel N. Sterns arbejde og bliver kendt i Danmark med Jesper Juuls bog om emnet. "Titlen ”Dit kompetente barn” blev i sin tid valgt både som modsvar til, hvad traditionel udviklingspsykologi mente om børns eksistens og som udtryk for, at det betaler sig at satse betydeligt mere på dialog, gensidighed og inddragelse end på opdragelse i gammeldags forstand”, forklarer Jesper Juul til Kristeligt Dagblad 16 år efter bogens udkommelse. I midten af 90’erne bliver Internettet introduceret til verden og i løbet af 10 år ændre det alle regler for kommunikation på samfundsniveau. Det har det sværere ved at vinde hævd i uddannelserne og stadig betyder det ikke nok til at kommunikations- og undervisningsformen har ændret sig betydeligt. I de akademiske kredse behandler man stadig emnet IT og undervisning som om det er noget nyt man skal finde plads til i systemet.

Fra omkring årtusindskiftet ser vi hvordan uddannelsessystemet pludselig bliver meget optaget af sammenligninger og resultater uddannelsesinstitutionerne imellem. PISA test tager fat i den uddannelsespolitiske debat både herhjemme og internationalt. Japan, England og Danmark er de nationer der bliver størst uddannelsespolitisk påvirket af PISA.
I Danmark reorganiserer vi, over flere omgange, hvordan vores videregående uddannelser skal ledes og fordeles for at leve op til et system hvor uddannelser er standardiserede og dermed målbare i forhold til hinanden. I 2007 indføres ny karakterskala der skal gøre det nemmere at oversætte til ETCS-skalaen der bruges til at sammenligne internationale karakterskalaer. Alt dette er også en del af globaliseringen der sammen med Internettet pludselig går stærkt. Vi skal være konkurrencedygtige og der skal skabes mulighed for at man kan studere på tværs af grænser, så Europa kan markere sig som fællesskab i forhold til USA og Kina.

Skolerne har altså ikke ændret sig synderligt og hele verden over uden hensyn til kultur, religion og klima ligner skoler hinanden. Gange, klasseværelser, lærerværelser, skemaer der bestemmer hvornår man skal hvad og en forventning til forældrene om at leve op til et ansvar om at børnene møder skoleparate til rollen som elev, præcis som Foucault beskriver det fra det 18. århundrede.

Hvad skal det næste skridt være for Danmark? 

1) Skal vi gøre som Lyngby-Taarbæk, hvor man har valgt at gå imod skolereformens ide om skoleledernes nye muligheder og ansvar. For at sikre en uforandret og ensartet struktur på kommunens skoler er man gået den anden vej igen. 

Man har centralt indgået en lærertidsaftale om hvordan timerne skal fordeles, så skolelederens rolle som hovedsagelig administrativ leder fastholdes og lærernes selvbestemmelse bevares. Lærertidsaftalen ligner og erstatter den gamle fælles overenskomst. Foreløbig er Lyngby-Taarbæk alene om at fastfryse skolernes vilkår og udvikling.

2) Eller skal vi benytte skolereformens muligheder og vise vi kan være på forkant med en udviklingen i samfundet?  

Vi er i Skandinavien allerede kloden rundt kendt for vores børnesyn og vores uformelle og tillidsfulde samværsformer med børn. Vi er kendt for vores design og i det private erhvervsliv for vores kreative ledelsesstil. Er det ikke på tide, at vi kombinerer dem og af hensyn til ungernes fremtid sprænger alle rammer for, hvad vi traditionelt kender fra uddannelse i klasseværelsets skemabelagte lektioner?