Inklusion kommer efter eksklusion

Inklusion - det nye hit i skolen - er det så for barnets skyld, for de andre børns skyld, eller er det for pengenes skyld? Altså at vi nu, efter en lang periode med overvældende eksklusion, har fået anvist den nye linje, vi skal inkludere?

Inklusion som begreb, giver kun mening fordi vi først ekskluderer, og det er noget af det værste man mentalt kan udsætte mennesker, eller endnu værre børn for. Vi gør da også rigtig meget for, at børnene ikke opdager eller oplever, at det er det, de er eller har været, altså ekskluderet.

Forudsat, inklusion igen kan lade sig gøre, så lyder gevinsten besnærende. Det handler om, at det inkluderede barn kan få mere ud af det almindelige samvær, end ud af det specielle og ekskluderende. At blive inkluderet eller accepteret i normalsamfundet, det er et absolut succeskriterie for hele opvæksten, ingen ønsker for sig selv eller sine nærmeste at blive ekskluderet, det er altid noget man gør med andre. Eksklusion fra normalklassen er altså, set i det lys, en midlertidig foranstaltning, der alene har til hensigt igen at inkludere og bedre end før eksklusionen. Så er Inklusion uden først at ekskludere sjovere.

Men kan det lade sig gøre at inkludere i normalklassen med flere positive end negative udslag? Og inden for de rammer vi stiller til rådighed for medarbejderne i skolen? For det er jo en rigtig god idé at lade alle børn vokse og lære sammen, det giver en vigtig forståelse for mangfoldigheden i børnegruppen og senere i voksenlivet. Det savner vi.

Der er intet der reelt har ændret sig i folkeskolen siden vi begyndte at ekskludere, så hvorfor tror vi at det skulle være bedre for børnene og personalet nu? Er det altsammen bare hængt op på hvad vi beslutter os for eller kan man forestille sig at vi også bliver nødt til at ændre rammerne?

Inklusion forudsætter, at skolen i bredeste forstand kan rumme ungernes mangfoldighed. Det gælder naturligvis i aller højeste grad ungernes adfærd, viden, indsigt og forståelse, netop de personlige egenskaber, som curriculum hidtil er blevet brugt til at ensrette. Inklusionsprojektet bliver, sammen med klasseundervisningen og den længere skoledag (der kommer med skolereformen) let en bombe under folkeskolen.

Hvilke muligheder giver vi reelt lærerne for at være inkluderende og tilbyde et mangfoldigt læringsrum?

Det er svært at tilbyde differentierede muligheder i ét lokale, og det er klart sværere at samarbejde om børnegrupper når man er fysisk adskilt fra de andre professionelle voksne. Næppe mange har tænkt til ende, hvad det betyder at ville ensrette en på alle måder mere mangfoldig og krævende gruppe børn i længere tid uden i øvrigt at ændre noget som helst. Prøv at forestille dig klassen foran dig, nogle af ungerne keder sig, nogle har ikke lige fået sovet i nat, nogle er meget optaget af kammeratskabet i klassen lige nu, nogle vil gerne vise de lektier de har øvet hjemme, andre har slet ikke øvet noget, nogle er optaget af at udvikle det spørgsmål du lige har stillet, nogle har svært ved at lægge smartphonen helt væk, nogle af ungerne kan bare ikke klare at sidde stille længere - og sådan kunne jeg blive ved, ingen af klassens 25 elever er i samme mode som dig, der står alene foran dem og lige har været på kursus i classroom management, nej vel, det går bare ikke. Og så ku bilen i øvrigt heller ikke starte i morges (eller kæden blev ved med at falde af cyklen), det går bare slet ikke.

Skal vi nu, som en anden Niels Egelund til at finde lussingerne frem for at få styret lidt på adfærden og få ro, eller skal vi acceptere, at uanset det måske kan give ro, så er ro på baggrund af angst en af indlæringens værste fjender. Siden 60'erne har vi vidst, at det giver entydigt negativt konsekvens på læringen at anvende overgreb eller trusler i undervisningen, ja i hele opdragelsen. Defor har vi jo allerede for længe siden forbudt lussingerne og gået bort fra afstraffelse som en læringsmodel.

Vi kan og bør stille langt bedre rammer til rådighed:

• Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde med eleverne i forskellige grupper, tempi og på forskellige niveauer.
• Vi skal give underviserne de bedste fysiske rammer til at kunne arbejde med eleverne i forskellige grupper og med forskellige opgaver. Her duer klasseværelset ikke længere, der skal et langt mere skiftende og mangfoldigt undervisningsmiljø til end det vi normalt har på vores skoler i dag.
• Vi skal give underviserne mulighed for at arbejde sammen i grupper, grupper der er sammen om at undervise og coache eleverne. Vi skal give lærerne mulighed for at lære af hinanden mens de er sammen med eleverne.
• Vi skal give underviserne mulighed for at efteruddanne sig til en skole med ligeværd og mangfoldighed, hvor eleverne undervises og lærer på meget forskellige nivauer og måder, alt afhængig af deres eget niveau og formåen.